Flyt til Tunø

Oplev ø-livet for hele familien

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der bor 74 mennesker på Tunø i 2025. Selvom det er nok til at fylde en dobbeltdækkerbus, skal det ikke være nogen hemmelighed, at vi godt kunne tænke os at være lidt flere. Og her kommer du forhåbentligt ind i billedet!

Drømmer du om at blive ét med dig selv, ø-livet og naturen, er du kommet til det rette sted. Måske er det endda skæbnen, at du lige nu læser dette.

Skæbne eller ej – otte moderne etplansboliger i bæredygtige træmaterialer har siden december 2025 stået indflytningsklar. De ligger i Down Town Tunø med gulvvarme (lækkert, når du kommer hjem fra vinterbadning), HTH-køkken (hvor du kan tilberede Tunø-grønt!), egen terrasse og hyggelige fællesarealer.

Fem af boligerne er allerede besat af nye tunboere, der har taget springet. Men for dig, der både er nysgerrig på livet på Tunø og samtidig usikker på, om det er det rette for dig, tilbyder Odder Kommune en unik mulighed: En fuldt møbleret prøvebolig, hvor du og din familie i tre måneder kan afprøve ø-livet til en lav husleje. Boligen er ideel for både enlige og familier på op til seks personer og giver jer mulighed for at opleve hverdagen på øen, undersøge jobmuligheder, finde en permanent bolig og blive en del af fællesskabet – uden at binde jer på forhånd.

8 nye lejeboliger

De otte etplansboliger fordeler sig på forskellige størrelser og priser ligger mellem 5.575 og 8.500 kr. afhængig af størrelse.

  • 2-vær. (55 m²) – 2 stk. 
  • 3-vær. (82 m²) – 4 stk.
  • 4-vær. (111 m²) – 2 stk.

Hvad med job?

Der findes en række forskellige erhverv på Tunø. Titler og timer afhænger selvsagt af årstiden, da Tunø, ligesom mange andre småøer, er præget af, at der er flest mennesker og mest aktivitet om sommeren. Her er der altid brug for en ekstra hånd hos de erhvervsdrivende. Har du en god idé til et erhverv eller en stilling, der vil kunne gavne øen og sikre lokale jobmuligheder, vil der garanteret stå en stor mængde tunboer og heppe på dig. Måske bliver du øens nye naturvejleder, barista eller pædagog? Øen er også et yndet refugie for folk i liberale erhverv, selvstændige og kreative sjæle.

Kan jeg pendle?

I hverdagene sejler færgen fire gange den ene vej og fire gange den anden vej. Den første færge er i Hou havn klokken 6.15, og den sidste forlader fastlandet klokken 17.45. For nogle kan det derfor godt lade sig gøre at bo på Tunø og arbejde på den anden side.

Bonusinfo: Den vejledende sejltid er 55 minutter, men fra 2026/27 kommer vores nye klimavenlige elfærge, som reducerer sejltiden til 45 minutter.

Findes der folkeskole eller pasningsmuligheder?

Det kan tælles på en hånd, hvor mange børn der bor på Tunø. Derfor findes der i øjeblikket ingen offentlige pasningsmuligheder og desværre heller ingen skole. Men for de småbørnsforældre, der findes på øen, er det et stort ønske, at der i den nærmeste fremtid arbejdes på en løsning fra politisk side. Ambitionen er, at der skal findes et stabilt tilbud af børnepasning og undervisning på Tunø. Lige nu kan mindre børn fra Tunø gå i vuggestue, børnehave og skole i Hou Skole og Børnehus. For større skolebørn er færgetiderne tilpasset busserne til Odder.

Er der huse til salg på øen?

Der er løbende huse til salg på Tunø – både for dem, der leder efter et sommerhus, og dem, der er interesserede i noget permanent. Tjek Boligsiden.dk for at se udvalget.