Hvordan kommer jeg til Tunø?
Tunøfærgen sejler i hverdagene fire afgange hver vej mellem Hou Havn og Tunø, i weekender er der to afgange hver vej. Sejltiden er 55 minutter. Se aktuel fartplan på Tunø Færgens hjemmeside.
Bonusinfo: Den vejledende sejltid er 55 minutter, men fra 2026/27 kommer vores nye klimavenlige elfærge, som reducerer sejltiden til 45 minutter.
Hvordan kommer jeg rundt?
Tunøs beboere er stolte af at kunne kalde øen en bilfri ø, og biler er som udgangspunkt bandlyst af hensyn til miljøet og sikkerheden på de små, smalle veje. Derfor vil du som bilist måske opleve et nysgerrigt blik eller to, hvis du vælger at medbringe din personbil – uanset om det er den helligste hybrid eller sorteste benzinsluger. Under særlige omstændigheder er der lokal forståelse for, at det kan være nødvendigt at tage bilen med. F.eks. hvis du har hyret en håndværker til en opgave på øen, skal flytte tungt gods, eller hvis en person har vanskeligt ved at gå på egne ben.
Men frygt ej! Du er langt fra tvunget til at trave med tunge tasker, hvis du har lejet et skønt sommerhus langt ude på Stenkalven. For der findes et par mere eller mindre utraditionelle transportmuligheder på øen, som med fordel – og lokal opbakning – kan benyttes:
- Tunø Cykeludlejning tilbyder et bredt udvalg af to- og firhjulede jernheste. Cyklerne står på havnen, så der er nem og ubemandet adgang. Du behøver ikke stresse, for de kan afhentes på lige den tid af døgnet eller ugen, som du har behov for. Klik her for link til Tunø cykeludlejning.
- Traktor-taxa? Ja, det findes. Begrebet ”Traxa” opstod under Tunø Festival i 1987, hvor musikere blev fragtet rundt på en ladvogn med bænke spændt for en af de lokale landmænds traktorer. Siden er det blevet kutyme at opleve gæster blive fragtet rundt på traxa, når der er færgetræk. Kontakt Vagn (tlf. 29257577) eller Günther (tlf. 23321725) for eksklusivt overdækkede traxature.
- Nej, du er ikke ankommet til et Mar-a-Lago-lignende golfinferno i Florida. Men det kan til tider synes sådan, for tunboerne er glade ved deres golfvogne. Derfor vil du med høj sandsynlighed opleve at skulle dele vejen med de ømt udseende firhjulede. De kører heldigvis langsomt og på el.