Den lille ø med den store natur

Uanset hvor man går på Tunø, er der natur, der får én til at tabe pusten – og det er ikke kun på grund af det bakkede landskab. Det er næsten utroligt, hvor alsidig naturen er, alt efter hvor man bevæger sig hen på øen. Fra de lange, hvide sandstrande på nordsiden og den tætte skov omkring mosen til de majestætiske, høje klinter på øens sydvestlige side. Her kan man på en god og klar dag spotte Storebæltsbroen. Øens højeste punkt er ”Bjerget”, der troner 24 meter over havets overflade. Med omkring ni kilometer kystlinje er der rig mulighed for at opleve både sten- og sandstrand – og ofte har man strandene helt for sig selv.

Naturen på Tunø har tidligere været mere præget af landbrug, end den er i dag. Mange af markerne står udyrkede hen året rundt, og det meste landbrugsaktivitet på øen kredser om grøntsagsproduktion – her er det ifølge mange lokale og turister kartoflerne, der stjæler showet. Om sommeren sælges der aspargeskartofler i massevis, og de er elsket af folk fra Hundslund til San Francisco. I 2025 er der igen kommet kvæghold på Tunø i form af fem køer, og fra oktober bliver øen også hjem for to heste. I planteafdelingen finder man arter som bidende stenurt, læge-oksetunge, horse-tidsel og rundbælg, der vokser ved klinterne. På stranden findes strandkål, strandarve og strandbede. Nordsiden er præget af planter som marehalm, cikorie, gederams og hedelyng.

Skoven – eller mosen – blev tilplantet for ca. 100 år siden. Trods dette fremstår den alsidig og virker selvsået og vild. Mosen er domineret af pil, birk og rød-el. Om sommeren kan du støde på en række summende venner i skoven. Biavleren bag Himmerlandske Bier driver en ø-parringsstation, hvor der avles dronningebier. Bierne kan ikke flyve længere afstande over åbent hav, og øens isolerede beliggenhed sikrer derfor biernes rene ”stamtavle”. Tunøs bier er kendt for deres rolige gemyt. Honningtrækket på Tunø kommer normalt i juli, og bierne samler nektar fra blandt andet brombær, kløver og strandarve. Honningen høstes kun i små mængder og kan købes hos købmanden.

Øen er levested for flere sjældne dyrearter. I 2006 fik Århus Amt nyanlagt eller oprenset otte vandhuller på Tunø som en målrettet indsats for at bevare den grønbrogede tudse på dens absolut yderste udbredelsesgrænse. Allerede i foråret 2007 kunne der tælles over 50 kvækkende hanner i det oprensede gadekær. Odder Kommune, som har overtaget amtets opgaver på naturområdet, følger fortsat udviklingen af den grønbrogede tudse på Tunø.

Rådyr blev sat ud i 1990 og stortrives – så meget, at de af og til er en trussel mod afgrøderne. Også fasaner, harer og agerhøns trives. Af og til ses spættede sæler langs Sønderklint og på sandrevet Tunø Knob. Marsvin boltrer sig hyppigt i farvandene omkring øen. Øen har ingen ræve eller egern, men i øjeblikket arbejdes der på at få lov til at etablere en bestand af det truede sorte egern.

Der er ikke meget strandeng eller fladvand ved øen, og det medfører et begrænset fugleliv. Kun 17 vadefuglearter er registreret. Blandt de ynglende arter er tejsten, der bygger redegange i klinterne. Den fandt frem til øen i 1950, og i visse år har omkring 70 par haft reder i Sønder- og Nørreklint. For at skåne arten skal man ikke gå på stranden neden for Nørreklint i perioden 15.4.–15.7., men i stedet vælge turen ovenfor, hvorfra man også kan se fuglene.

Stormmåger ses over hele øen og yngler blandt andet ved Nørreklint. Skovsneppen, der er en vadefugl, yngler i mosen. På sene forårs- og sommeraftener kan man høre hannen, når den med en knagende lyd flyver rundt på stive vinger over mosen. Her holder også et par rørhøge til.

Vest for øen ligger sandbanken Tunø Knob. Her finder man verdens ældste fungerende vindmøllepark. I 1995 indviede Midtkraft de ti Vestas-møller, der er 65 meter høje. De producerer stadig strøm til omkring 2.800 husstande. I 2024 udbrød der dog brand i en af møllerne, som derfor står stille.