Fra solguder til telefonbokse – historien om Tunø

Tunøs historie er lige så lang, kompleks og utrolig, som den er svær at koge ned til en maggiterning. Her finder du få nedslag – vil du vide mere om Tunøs kultur- og samtidshistorie, kan du besøge Tunø Museums to afdelinger på Hovedgaden ved kirken. De huser alt fra skibskister og kirkehatte til crackfree-vaskestivelse fra den gamle købmandsforretnings hylder!

Hvordan startede det
Der har været liv og – nogenlunde – glade dage på Tunø i svimlende mange år. Man ved, at øen har været brugt og beboet af mennesker siden Bronzealderen for flere tusinde år siden. Perioden er blandt andet kendt for sine gravhøje, men dem findes der ingen af på Tunø – og ifølge Moesgaard Museum ved vi ikke meget om, hvad der er foregået på øen på den tid.

Nogle af de første tunboere har levet af jagt, fiskeri og landbrug og der er også fundet Danefæ fra den tid på øen. Detektorførere har gennem årene gjort mange store og små fund – et af de få konkrete eksempler af mere interessant karakter, er en spydspids fra Bronzealderen. Oldtidsfundet blev gjort i 2023 i Mosen af en barnefødt fra øen, og den er vurderet af museumsinspektører fra Moesgaard til at være omkring 3000 år gammel.

Op af jorden er også kommet et dragtsmykke fra Jernalderen. Smykket er af bronze og blev fundet i 2014. Detektorførere har også fundet mange mønter, der stammer fra helt 1600-tallet og frem til nyere tid. Spydspidsen og smykket er afleveret til konservering på Moesgaard Museum.

Tunø Kirke
I 1216 blev Tunø overdraget af Kong Valdemar Atterdag til Aarhus Domkirke. Efter al sandsynlighed er grundstenene for den nuværende kirke opført af domkirken, der ejede Tunø Kirke frem til 1948, hvor den overgik til selveje.

Dele af kirken anslås at være opført i den sidste del af Middelalderen i 1300-tallet, og sidenhen er der lavet mange tilbygninger og renovationer. Oprindeligt var kirken bygget i romansk stil, men med mange ombygninger og tilføjelser fremstår den lange og slanke kirke i dag som en gotisk kirkebygning.

De to store gravsten, der står lænet op ad kirkens hovedindgang, lå indtil 1886 i våbenhusets gulv. Stenen til venstre er til minde om en ungkarl ved navn skipper Jens Jørgensen, der døde som 35-årig i 1690. Den anden gravsten tilhører Mads Rasmussen, der døde i 1717 og hans kone Ane Jørgensdatter, der døde i 1691.

Inde i kirken finder man levn fra domkirken i form af to korstole af træ, som står tæt på altertavlen, der også har en fortid i den jyske hovedstad. Altertavlen stammer fra 1400-tallet hvor kirken stadig var katolsk – den har hængt i et sidealter i domkirken og forestiller Maria flankeret af den aarhusianske skytshelgen Sct. Clemens og den græske munk Sct. Alexius. I loftet hænger en indrammet silkefane skænket til Tunø af en norsk kaptajnsfrue ved navn Dorothea Schwartz i 1734. Den skænkede hun som tak for at blive reddet fra et frygteligt skibbrud nær øen i 1713.

Man kommer ikke uden om Tunø Kirkes mest unikke kendetegn; det kombinerede kirke- og fyrtårn, hvis flammehøjde troner 31 meter over havets overflade. I 1700-tallet havde kirketårnet hårdt brug for restaurering, og det blev bygget højere, fordi det også tjente sit formål som sømærke for de sejlende i Kattegat. I 1801 blev kirketårnet ombygget til også at være fyrtårn. Det smukke kirke-fyrtårn er det eneste af sin slags i Danmark – og efter sigende findes der kun få kirketårne i verden, der samtidig viser de søfarende vej som stadigt funktionelle fyrtårne. I mange år var det præstens sidegesjæft at passe fyret, og deraf stammer det gamle mundheld: På Tunø sover præsten med fyrmesterens kone. Den sidste fastboende præst rejste fra øen i 1987. Derefter blev Tunø Kirke betjent af præster fra Samsø og Odder.

Neden for kirkegården ligger Mindelunden, der er en lille grøn plet med gravsten fra nedlagte gravsteder. På gravstenene går flere familienavne igen – familierne har haft stor indflydelse på øen, og efterkommerne fra slægterne bor stadig på og besøger stadig Tunø.

Smedjen
Bevæger man sig ned til gadekæret, er det svært ikke at bemærke den gamle smedje, der stadig står trods vind og vejr. Den lille og kompakte bygning er opført i kampesten og hvidpudset murværk, og dens historie strækker sig helt tilbage til 1700-tallet. Smedjen står nærmest uberørt med den gamle esse og en hel del værktøj, selvom den sidste smed forlod værkstedet i 1960’erne. Smedjen har været ejet af beboerforeningen siden 1989, og døren er åben for besøgende året rundt.

Den store brand
Tunø By kan dateres tilbage til 1100-tallet, men der findes ikke mange spor tilbage fra den tid. Faktisk er mange af husene i byen af yngre dato, da en stor brand hærgede byen i august 1852.
Mange af de tætbeliggende huse gik tabt i flammerne – 16 gårde og 15 huse brændte ned til grunden. Ifølge en af de lokale, hedder en skrøne, at branden startede på grund af en eksplosion i et hjemmebrænderi. Gårdejerne i byen ejede jordstykker længere ude på øen, og derfor blev huse og gårde genopbygget mere spredt med de brandforsikringspenge, de modtog. I 1975 opsatte en nystiftet beboerforening en sten til minde om de mange tabte gårde i den store brand. Mindestenen står på Hovedgaden ved foden af Kroen.

Kroen
Den røde murstensbygning, der i mange år har været kendt som kro, var originalt øens skole. Den blev bygget til øens børn i 1881. Da den nye skole blev bygget i 1957, blev bygningen indrettet som pensionat og restaurant og skiftende forpagtere har gennem tiden serveret god gedigen kro-mad og jordnær mad af de lokale råvarer. Jens Postmand, der i mange år var guide på øen, har fortalt, at horder af folk kom i busser fra Hjørring for at spise på kroen i dens storhedstid.

Skolen
Den nye skole havde i begyndelsen 35 elever, og sidenhen har det antal været svingende og dalende. Til tider har der kun gået omkring en håndfuld elever, der trods forskellige klassetrin modtog undervisning sammen. I 1996 blev skolen endda optaget i Guinness Rekordbog som verdens mindste skole. I 2022 måtte skolen lukke, da to af øens børnefamilier flyttede, og dermed var grundlaget for at fortsætte tyndt. Tre år senere blev dele af skolens bygninger revet ned, og i stedet har det almene boligselskab DOMI bygget otte nye lejeboliger på grunden. Skolens gymnastiksal, køkken og nogle klasseværelser står stadig. Og beboerne på Tunø skal nu snakke sig frem til, hvordan lokalerne fremover kan bruges på bedst mulig vis for alle.

Opdateres løbende med flere informationer…